Lørdag den 29. maj havde Farum Bytorv 40 års jubilæum og jeg var inviteret af Slagter Jesper til at stå foran butikken og uddele smagsprøver på sous vide-tilberedt kød: Svinekæber (74°/12:00), cuvette fra ungdyr (56°/7:00) og kyllingebryst (60°/1:30).
Det blev til mere end 1.500 smagsprøver på de 6 timer, og de allerfleste syntes at især konsistensen (mørhed og saftighed) var bedre end ved traditionelle tilberedninger. Slagter Jesper tilbyder at vakuumere og evt. pakke lidt krydderurter med i posen, når man køber kød – så hvis man har sous vide-udstyr, er det en nem måde at få den del ordnet.
Hvis man IKKE har sous vide-udstyr endnu, har slagteren også sous vide-tilberedte madvarer liggende, så man hjemme bare skal brune kødet (hvis det er en steg, skal den dog først lunes i varmt hanevand en halv times tid, så kødet bliver varmt).
Det var en lang dag uden pauser, men sjovt at se de mange positive reaktioner.