Kartofler kan forberedes til mos i sous vide, så de netop bliver tilberedte men stadig har lidt struktur. Smagen bliver ekstra dyb og sød, og kartoflerne kan nedkøles og opbevares i posen i en uge uden kvalitetstab – og så bare lunes, moses og færdiggøres lige før man skal spise.
Kartoffelmosen kan tilberedes som ”almindelige” kartofler, men også krydret med krydderurter som timian, persille eller rosmarin. Godt til rødt kød.
4 personer som tilbehør
- 600 g bagekartofler
- 2 dl fløde
- Evt. 30 g (plukket vægt) skyllet, plukket og finthakket persille (kun hvis mosen skal spises samme dag)
- Evt. 1 æg
- Smages til med salt og peber
- Skræl kartoflerne og skær dem i stykker på max 2-3 cm.
- Læg kartoflerne i posen i et lag sammen med fløden (se evt. Væske i posen: Hvad gør man?). Kom evt. krydderurter ved.
- Vakuumer og tilbered efter ønske (her er brugt 85°/2:00).
- Gem evt. maden på køl (Se: Cook-chill længere nede).
- Hæld posens væde fra i en skål og mos kartoflerne i kartoffelpresser eller med et håndpiskeris (ikke blende eller piske længe/voldsomt, så bliver det bliver slimet).
- Rør det sammen med fløde og evt. æg og skoldet persille. Tilsæt også lidt af væden fra posen hvis konsistensen er for fast.
- Rør evt. ægget hurtigt i.
- Smag til med salt og peber, og drys evt. lidt persille finthakket over.
Cook-chill: Forbered i forvejen?
Du kan forberede maden i sous vide, køle posen ned og gemme den nogle dage:
- Køl posen ned i isvand i ½ time og læg posen på køl i op til 1 uge.
- Ca. 1 time før spisetid: Læg posen i et fad med varmt vand fra hanen, skift vandet et par gange.
Du kan se mere om cook-chill i videoen her.
Opskrifter, tekst og illustrationer fra Karsten Tanggaard: Sous vide 2.0 og Sous vide-håndbogen. Sidetal henviser til Sous vide 2.0.
(C) Copyright Karsten Tanggaard, 2019-2024.
Læs mere om bøgerne Sous vide 2.0 og Sous vide-håndbogen og hvor de kan købes.